# Antarktis: En Dybdegående Undersøgelse af Jordens Sidste Store Vildmark

**Forfatter:吉祥法师**

## Geografisk og Geologisk Oversigt

Antarktis, ofte omtalt som Sydpolarlandet, udgør den tredjemindste verdensdel med et areal på cirka 14,2 millioner kvadratkilometer. Kontinentet er placeret næsten perfekt cirkulært omkring Sydpolen og strækker sig ud til polarcirklen. Dets navn stammer fra det græske ord "antarktikos", som betyder "modsat Arktis", hvor "anti-" indikerer modsætning og "arktos" refererer til stjernebilledet Store Bjørn over Nordpolen. Området er unikt ved at være det eneste kontinent uden nogen permanent indfødt menneskelig befolkning, men det huser omkring 70 videnskabelige stationer, hvor flere tusinde forskere og støttepersonale opholder sig på helårsbasis. I sommermånederne, som falder omkring juletid på den nordlige halvkugle, kan antallet af mennesker i området stige betydeligt.

Verdensdelen består af to fundamentalt forskellige geologiske regioner: Vestantarktis, et bjergrigt øhav inklusive Den Antarktiske Halvø, og Østantarktis, et massivt kontinentalskjold. Hele området er forenet af det enorme antarktiske isdække, som dækker 98 procent af kontinentet. Til verdensdelen henregnes også flere betydningsfulde øgrupper, herunder South Sandwich, South Orkney, South Shetland, Kerguelen, Macquarie, Crozet og Balleny-øerne. Blandt de større enkeltøer finder man South Georgia, Bouvetøya, Peter 1. Ø, Heard og Amsterdam.

## Landskabets Ekstreme Karakteristika

Den Transantarktiske Bjergkæde udgør kontinentets mest markante geologiske struktur, idet den strækker sig fra Weddellhavet i øst til Rosshavet i vest. Bjergkædens højeste punkt findes i Vinsonmassivet, som når en imponerende højde på 5140 meter over havets overflade. Trods denne bjergrige natur er selve kontinentets landmasser relativt lavtliggende, men overfladen fremstår som helhed ekstremt højtliggende på grund af det massive isdække.

Isdækket indeholder svimlende 90 procent af al is på Jorden og har en gennemsnitlig tykkelse, der placerer overfladen i højder mellem 2000 og 4000 meter. De tykkeste steder når isen en dybde på 4500 meter. Den kolossale vægt af ismasserne har gennem årtusinder presset kontinentet omkring 600 meter ned i jordskorpen, hvilket betyder, at cirka en tredjedel af landområderne i dag ligger under havets overflade.

Islaget tynder gradvist ud mod kysten, hvor det i områder med lavtliggende og jævnt terræn flyder mod havet med en hastighed på blot få meter om året. I faldende terræn kan hastigheden imidlertid blive dramatisk større. De hurtigste gletsjerbevægelser er målt i Filchner Ice Shelf i den sydlige del af Weddellhavet, hvor isen i gennemsnit bevæger sig mere end 1000 meter om året. Flere steder strækker store isshelfer sig langt ud i havet, hvor Ross-shelfen i Rosshavet og Ronne Ice Shelf i Weddellhavet er blandt de mest notable.

## Havets Biologiske Rigdom

I skarp kontrast til det golde kontinent er havet omkring Antarktis bemærkelsesværdig rigt på liv, især når det gælder plankton. De store mængder næringsstoffer i havvandet kombineret med sommerhalvårets intense lysmængder skaber optimale betingelser for en enorm primærproduktion af fytoplankton. Dette danner grundlaget for en rig zooplanktonpopulation, hvoraf halvdelen udgøres af krill (Euphausia superba). Med en anslået samlet biomasse på mellem 100 og 150 millioner ton udgør krill den absolut vigtigste fødekilde for bardehvaler, krabbeædere (en sælart), pingviner og en lang række havfugle.

Fiskefaunaen er derimod relativt sparsom; kun mellem 90 og 100 af verdens cirka 20.000 fiskearter er blevet registreret ved Antarktis. Bundfaunaen kompenserer dog rigeligt med en ekstremt rig mangfoldighed af krabbearter, pighuder, blæksprutter og mange andre organismer. Havene omkring Antarktis hører til verdens mest stormomsuste, og et konstant bælte af pakis omgiver kontinentet. Kun ganske få områder er isfrie, selv i slutningen af sommerperioden.

Havisen består i høj grad af isbjerge, der er brækket af shelf-isen, men også af sammenfrysninger af sne- og iskrystaller på disse isbjerge. De antarktiske isbjerge er betragteligt større end deres arktiske modstykker, med dimensioner på op til 60-100 kilometer i længden. Store ismassiver kan rejse sig med 70-80 meter høje, lodrette kanter og have en dybgang på op til 500 meter under havets overflade. Isen bevæger sig relativt langsomt væk fra kontinentet; det kan tage mellem 5 og 10 år fra den kalver, til den når uden for de antarktiske farvande og til sidst smelter.

Havområdet omkring Antarktis udgør et relativt lukket økosystem, afgrænset af Den Antarktiske Konvergenszone. Dette er et cirka 40 kilometer bredt bælte, som ligger mellem 50° og 60° sydlig bredde. Inden for denne zone synker det kolde og tunge antarktiske overfladevand ned under de lettere og mere saltholdige, varme subarktiske vandmasser. Denne zone fungerer som en markant barriere for fisk, krebsdyr, muslinger og andre marine organismer, hvilket resulterer i tydelige artsforskelle på de to sider af konvergenszonen.

## Menneskeskabt Udforskning og Udnyttelse

Det antarktiske område er for isoleret, og de isfrie områder for små og spredte til at kunne fungere som eksistensgrundlag for mennesker. Der findes gamle sagn om, at polynesiere tidligt har besøgt Antarktis, men der er ikke fundet konkrete arkæologiske spor, der understøtter disse fortællinger. I nyere tid har mennesket imidlertid formået at udnytte det rige dyreliv i de antarktiske have.

Fra slutningen af 1770'erne begyndte den kommercielle fangst af pelssæler og søelefanter, først på Falklandsøerne og South Georgia, men efterhånden førte intensiteten af fangsten til opdagelsen af de mange øer og til sidst selve kontinentet. Det var især erfarne fangere fra Nordatlanten, heriblandt nordmænd, skotter og new england-amerikanere, som forlængede deres fangstsæson ved at udnytte den antarktiske sommer i det nordlige vinterhalvår. Jagten var omfattende; mere end en million dyr blev dræbt på South Georgia alene i perioden 1820-22.

I begyndelsen var jagtens primære formål at sikre sig både sælens pels og spækket. I mere end 100 år udgjorde tran udvundet fra spæk hovedkilden til belysning i Europa og Nordamerika. Senere, da mineralsk olie begyndte at overtage denne rolle, blev hvalolie først og fremmest brugt til margarinefremstilling, og tran blev gradvist overflødig. Efterhånden som spæk fik større økonomisk betydning, skiftede jagten i højere grad mod de større dyr, søelefanter og hvaler. Den ukontrollerede nedslagtning af pelssælen medførte, at arten næsten var udryddet omkring 1830. I 2012 blev bestanden anslået til at være mellem 4,5 og 6,3 millioner dyr.

Den moderne hvalfangst med brug af "varme", det vil sige eksplosive harpuner, harpunkanoner og motorbåde, blev introduceret i Antarktis i 1904, da en norskdrevet argentinsk hvalstation blev etableret på South Georgia. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse virkede 6 hvalstationer, 21 flydende fabrikker og 62 fangstbåde i området, og antallet af fangede hvaler lå på omkring 10.000 årligt. Mange samfund, heriblandt en række norske byer, blev efterhånden helt afhængige af indtægterne fra hvalfangsten. Det store norske engagement i Antarktis afspejles stadig i de mange stednavne i området med norsk oprindelse.

Højdepunktet i hvalfangsten blev nået i sæsonen 1930-31, hvor der alene dette år blev nedlagt over 45.000 dyr, nogenlunde ligeligt fordelt mellem blåhvaler og finhvaler. Den enorme fangst blev muliggjort med introduktionen af de store fabriksskibe, kendt som hvalkogere, i 1925-26. Disse skibe blev indført for at begrænse antallet af landstationer og øge effektiviteten. Indtil da havde man bugseret de fangede hvaler til hvalstationer på land, for eksempel Grytviken på South Georgia, eller til fabriksskibe, der lå i læ ved kysten, hvor hvalerne blev parteret, og trannen blev kogt af.

Bortset fra næsten fuldstændig stilstand under 2. Verdenskrig lå fangsttallet årligt på omkring 30.000 dyr fra midten af 1920'erne til slutningen af 1960'erne. Blåhvaler udgjorde i begyndelsen hovedparten af fangsterne, men bestanden af bardehvaler blev hurtigt decimeret, og fangst på denne art ophørte helt i begyndelsen af 1960'erne. Bestanden af blåhvaler var i begyndelsen af 2000-tallet skønsmæssigt på mellem 10.000 og 25.000 individer. Dernæst blev finhvalerne det primære bytte, men i begyndelsen af 1960'erne var også denne bestand så stærkt reduceret, at mindre hvalarter som sejhval og kaskelot blev jaget i stedet.

I denne periode nedtrappede nordmændene gradvist deres aktiviteter, og fra 1967 var det kun Japan og Sovjetunionen, der fortsatte hvalfangsten ved Antarktis. Fra 1985 har alle hvalfangstnationer undtagen Norge tilsluttet sig et internationalt moratorium for kommerciel hvalfangst. Undtaget fra dette frivillige forbud har været fangst af et begrænset antal hvaler til videnskabelige formål.

I slutningen af 1960'erne indledte det daværende Sovjetunionen et kommercielt fiskeri omkring Antarktis med årlige fangster på cirka 300.000 ton, først og fremmest af antarktiske arter af torsk, sild og blåhvilling. Siden er blandt andre Japan, Australien og New Zealand også gået ind i dette fiskeri. Endvidere deltager flere nationer i det massive fiskeri efter krill. I 2016 blev der truffet en historisk beslutning om at frede et stort havområde, så kommercielt fiskeri ikke længere er tilladt i denne region.

## Mineralforekomster og Beskyttelse

Allerede i 1959 udarbejdede 12 nationer i forlængelse af Det Internationale Geofysiske År en traktat, hvis formål var at regulere relationerne mellem de lande, som havde engageret sig i Antarktis. Siden er gruppen blevet udvidet til 25 lande, hvor forudsætningen for deltagelse er dokumentation for væsentlig videnskabelig aktivitet i området. Siden vedtagelsen af denne grundlæggende traktat er der indgået en række supplerende aftaler, som begrænser økonomisk aktivitet og beskytter den skrøbelige natur. Blandt disse er en årlig fangstkvote på 200.000 af kontinentets skønsmæssigt 30 millioner sæler samt et forbud mod deponering af atomaffald.

Der er påvist store forekomster af kul i Den Transantarktiske Bjergkæde samt enorme forekomster af jernmalm. Også olie og naturgas er fundet i betydelige mængder i undergrunden. Ligeledes er der påvist forekomster af en lang række andre mineraler, herunder guld, sølv og bly. Lødigheden af disse malme er imidlertid relativt ringe, og udnyttelsen er ikke rentabel med de aktuelle metalpriser, ikke mindst på grund af de ekstremt vanskelige klimatiske forhold for udvinding og transport på kontinentet. Alligevel har mange lande siden 1930'erne gjort formelle krav på dele af fastlandet.

## Forskning og Klimaudfordringer

Mange lande, heriblandt Argentina, Rusland og Storbritannien, opretholder permanente forskningsstationer i Antarktis. En betydelig del af forskningsprojekterne foregår i internationalt samarbejde og omfatter også lande, som ikke selv har stationer i området. Et stigende antal krydstogtskibe besøger farvandet omkring Den Antarktiske Halvø og tilbyder turister mulighed for at opleve "det sidste uberørte kontinent", selvom de ekstreme naturforhold sætter en snæver grænse for turistvirksomhed.

Kontinentet er præget af ekstrem kulde gennem hele året. Selv ved kysterne når sommertemperaturerne sjældent over 0 °C, og på højsletterne hersker der ubeskrivelig kulde. Ved den russiske station Vostok i Østantarktis har man målt den laveste temperatur nogensinde registreret på Jorden: utrolige -89,2 °C. Store dele af Antarktis oplever langvarigt polarmørke, og i sommerhalvåret (oktober til marts) står solen lavt på himlen. Sammen med den isdækkede overflades store reflektionsevne resulterer dette i en negativ strålingsbalance.

Den kraftige nedkøling skaber et vedvarende højtryk over kontinentet, hvilket medfører ringe tilførsel af luftmasser fra varmere egne. Heller ingen varme havstrømme findes til at mildne klimaet. Nedsynkningen af luftmasser i højtryksområdet er årsag til de meget tørre vinde, der præger kontinentet, med en middelvindstyrke omkring kulingstyrke. Kraftige storme med vindhastigheder over 100 meter i sekundet er almindelige forekomster. De små nedbørsmængder, der ligger mellem 50 og 250 millimeter om året og udelukkende falder som sne, modsvares af en tilsvarende minimal fordampning. Disse barske naturforhold betyder, at området stort set er uden vegetation.

## Geologisk Historie og Tektonisk Udvikling

Da verdensdelen ligger skjult under et flere tusinde meter tykt sne- og isdække, er dens geologi først for nylig blevet systematisk udforsket og er stadig kun ufuldstændig kendt. Siden Det Internationale Geofysiske År 1957-58 er der imidlertid foregået en omfattende geologisk kortlægning, herunder seismiske undersøgelser, boringer og palæomagnetiske undersøgelser af havbunden omkring kontinentet.

Antarktis ligger på en lithosfæreplade, der på tre sider afgrænses af meget aktive spredningszoner i oceanbunden, mens den mod det østlige Stillehav glider ned under Den Pacifiske Plade i en proces kaldet subduktion. Kontinentet udgjorde en central del af det gamle superkontinent Gondwanaland, som også omfattede Sydamerika, Afrika, Indien og Australien. I den mellemste del af Jura-perioden, for mellem 178 og 146 millioner år siden, begyndte en opsplitning af dette superkontinent, som først sluttede i Oligocæn-perioden for mellem 35 og 23 millioner år siden med den endelige adskillelse mellem Antarktis og Australien-Tasmanien.

Helt op til midten af Tertiær-perioden havde området et subtropisk klima, og fossilfund viser, at der voksede en rig flora. Her fandtes blandt andet sydbøg og nåletræer af familien Araucariaceae, begge grupper som i dag findes i henholdsvis Sydamerika og Australien, New Zealand og Ny Guinea. Af fossile dyr kendes blandt andet dinosaurer.

Øst- og Vestantarktis adskilles af Den Transantarktiske Bjergkæde, som er dannet gennem fire bjergkædefoldninger i et system af bjergkæder, der fortsætter i det centrale Australien og i Sydafrika. Østantarktis består, ligesom Vest-Australien, af et gammelt grundfjeldsskjold. Dette overlejres af yngre fladtliggende sedimentære bassinaflejringer, kendt som Beacon Gruppen, og vulkanske bjergarter, kaldet Ferrar Gruppen, hvoraf de yngste stammer fra Jura-perioden. Disse aflejringer svarer til bassinaflejringerne i Indien og Vest-Australien og er dannet som en integreret del af Gondwanaland.

Vestantarktis er opbygget af deformerede og omdannede palæozoiske og mesozoiske sedimenter og vulkanske bjergarter. Den intense foldning af disse formationer er foregået helt frem til Tertiær-perioden i forbindelse med flere bjergkædedannelser. Vestantarktis udgør således en geologisk fortsættelse af den bjergkæde, der strækker sig gennem både Andesbjergene i Sydamerika og New Zealand. Yngre tertiære sedimenter og vulkanske bjergarter på Den Antarktiske Halvø og det vestligste Antarktis er derimod uforstyrrede. Den vulkanske aktivitet langs vestkysten af Antarktis begyndte i Eocæn for mellem 57 og 35 millioner år siden. Den største vulkan er Mt. Erebus (3794 meter), som jævnligt har udbrud.

## Dyreliv og Økologiske Tilpasninger

Livsbetingelserne i Antarktis er ekstremt barske, og ligesom plantelivet er dyrelivet artsfattigt i sammenligning med mere tempererede regioner. De fastboende landdyr er alle hvirvelløse dyr og omfatter protozoer, rundorme og tardigrader, også kendt som bjørnedyr. Alle de større landdyr er leddyr, heriblandt mider, springhaler og forskellige insekter, hvoraf flere lever som parasitter på sæler og fugle.

Der er kun et mindre antal arter af større dyr, det vil sige fugle og pattedyr, men nogle af disse er uhyre talrige i deres bestande. De fleste lever af havets plankton, krill og fisk, mens andre jager fugle og sæler eller plyndrer fugles æg og unger. Blandt ynglefuglene omkring Antarktis finder man især pingviner, petreller og albatrosser. Adelie- og kejserpingvinen yngler direkte på selve Antarktis; kejserpingvinen er den eneste fugl, som overvintrer på kontinentet, mens den ruger. Alle andre fuglearter følger med iskantens fremrykning og tilbagetrækning i takt med årstiderne.

Nogle få sæler, heriblandt krabbeæderen og søleoparden, der primært jager pingviner, yngler næsten udelukkende i det antarktiske område. Mange hvaler besøger havet omkring Antarktis, især kaskelot, spækhugger, sydlig rethval, pukkelhval, blåhval samt visse andre bardehvaler.

## Stats- og Folkeretlige Forhold

Territoriale krav på områder i Antarktis blev første gang rejst af Storbritannien i 1908 i forbindelse med de tidlige ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Dette blev fulgt op af senere krav fra britisk side og fra andre lande, der havde drevet forsknings- eller kommerciel virksomhed i området eller påberåbte sig geografisk tilknytning. De stater, der stillede territoriale krav, var Storbritannien, Frankrig, Norge, Australien, New Zealand, Argentina og Chile. Kravene overlappede til dels hinanden og skabte betydelig international spænding. USA og Sovjetunionen (Rusland), der begge har drevet intensiv forskningsvirksomhed i området, tog formelt forbehold over for disse krav, men fremsatte ikke selv krav. De forskellige suverænitetskrav er aldrig blevet internationalt anerkendt.

En politisk løsning kom først med Antarktistraktaten i 1959, som sikrede fortsat status for Antarktis som et område for åben, fredelig og international forskning. Hovedelementerne i traktatens 14 artikler er, at Antarktis udelukkende skal anvendes til fredelige formål, at der ikke må placeres atomaffald af nogen art, at der skal være fri adgang for alle til videnskabelige undersøgelser, og at resultaterne fra disse undersøgelser skal være tilgængelige for alle interesserede parter.

Administrationen af Antarktis under dette system har imidlertid, ud over det primære sigte at værne om den frie forskning, måttet tage stilling til udnyttelsen af naturressourcerne. Dette er sket gennem vedtagelse af særlige konventioner, herunder Sælkonventionen fra 1972 og Overenskomsten om bevarelse af havets levende ressourcer fra 1980. En konvention fra 1988 om kommerciel udnyttelse af mineralforekomster trådte ikke i kraft, men blev i stedet erstattet af et 50-årigt forbud mod sådan udnyttelse gennem Miljøprotokollen fra 1991. Siden midten af 1980'erne er traktatsystemet, på trods af at det er åbent for deltagelse fra alle FN's medlemsstater, blevet anfægtet af en række udviklingslande. Disse lande mener, at administrationen af Antarktis som "menneskehedens fælles arv" bør udøves gennem FN frem for gennem den eksisterende traktatstruktur.

## Historie og Ekspeditionsalder

Navnet Antarktis, der betyder "modsat Arktis", antyder, at man gennem århundreder har formodet, at der måtte ligge et stort kontinent mod syd. Men på trods af at både James Cook i 1772-75 og Fabian von Bellingshausen i 1819 kom så tæt på sydpolarområdet, at de mødte pakisen i havet omkring Sydpolen, blev det først sælfangeren Nathaniel Palmer fra Connecticut, som i 1819 fik landkending syd for Kap Horn. De produktive havområder med deres store sæl- og hvalbestande tiltrak sælfangere og senere hvalfangere fra den nordlige halvkugle. Først den 7. februar 1821 landede amerikaneren John Davis officielt på Det Antarktiske Kontinent.

Fra midten af 1830'erne begyndte en mere systematisk videnskabelig udforskning af Antarktis, idet man i første række søgte at kortlægge kystlinjerne og de mange øer. Den første overvintring på selve fastlandet og den første hundeslædeekspedition blev gennemført i 1899 af en britisk gruppe under ledelse af C.E. Borchgrevink. Sydpolen blev første gang nået den 14. december 1911 af nordmanden Roald Amundsen, som ikke mindst benyttede sig af sine omfattende erfaringer med brug af hundeslæder fra Arktis.

Mange forsøg på at nå Sydpolen mislykkedes, men blandt disse er den mest berømte færd Robert Scotts i 1911/12. Han nåede Sydpolen den 17. januar 1912, omkring en måned efter Amundsen, og omkom tragisk på tilbagevejen den 29. marts 1912. Ud over mange uheld skyldtes problemerne blandt andet, at heste blev valgt som trækdyr i stedet for de mere velegnede slædehunde. Det første større videnskabelige program blev gennemført i perioden 1923-39 med Scotts gamle skib Discovery som base.

I løbet af 1930'erne foregik en intens international rivalisering om Antarktis med gentagne nationale territoriale krav, som ofte skabte konflikt. Amerikaneren Richard E. Byrd tog for alvor ny teknik i brug i forbindelse med udforskningen, idet han benyttede fly, radio, traktorer, flyfotos og andet moderne udstyr. Som den første fløj han over Sydpolen i 1929, og den første permanente base blev ligeledes etableret af Byrd i 1939-41. Som følge af 2. Verdenskrig blev baserne midlertidigt evakueret, men mod slutningen af krigen etablerede Storbritannien en permanent base for at imødegå territoriale krav fra Argentina og Chile. Denne handling markerede begyndelsen på en ny æra med permanent menneskelig tilstedeværelse og videnskabelig forskning på det mest ekstreme kontinent på Jorden.